Opdatering 15-01-2023
28. januar 2023
Kære H783-venner
Trods regn og storm skal vi jo videre med H783 – og selvom selv Scandlines måtte indstille sejladsen så havde vi en rigtig god arbejdsdag med næsten rekordstort fremmøde i dag. Der var mødt 9 frivillige op, der alle havde noget at rive i. Dagens store begivenhed var, at vi kunne hilse på Thomas, der har læst med her og nu gerne vil være med i projektet. Efter en rundvisning og introduktion gik arbejdet i gang – også for Thomas, der ikke lader til at blive afskrækket af lidt arbejde
Peder fik et ældre hængeparti ud af verden: Fjederstavene på tenderrammen er ophængt i nogle bøsninger. Disse ophæng skal kunne smøres og der også smørehuller i rammen og bøsningerne. Desværre flugtede 2 bøsningeres smørehuller ikke med deres do i rammen. Peder tryllede lidt på drejebænken og fremstillede et aftrækningsværktøj og da dagen var omme, så var der også mulighed for smøring af disse ophæng.
Peter afsluttede opskæring af gevindene på lokmotivets fjederstave og justerede møtrikkerne ind på deres gamle pladser. Når vi engang kommer til grundindstilling af affjedringen så har vi et godt udgangspunkt i de gamle justeringer. Skulle det vise sig nødvendigt med efterjustering, så er det nu muligggjort.
Martin, Morten og Jørgen fortsatte med skrabning af lejer. Denne møjsommeligt langsomme proces, der kræver en rolig hånd, et godt syn, nøjagtighed og god tålmodighed. Dagens dejlige overraskelse stod Jørgen og Morten for: De havde det nystøbte leje med til endelig forarbejdning, efter de ud til sent på natten i går havde lejet under kærlig behandling i deres værksted i kælderen i Næstved. Processen startede med at afrunde kanterne og af fotoet kan ses spor efter bearbejdning i fræseren. Der udestår nu ”bare” en kærlig længere behandling med skrabere, så også dette leje kommer til at glide så let som de andre.
Thomas og jeg fik så lov til at montere de færdigskrabede lejer incl akselkasser på deres respektive søler. Naturligvis er der ikke en arbejdsdag, hvor ikke tingene driller. I dag gik drilleriet ud på, at akselkassernes over- og underdele er mærket op efter hvilken aksel de stammer fra – aksel 1 er den forreste og aksel 4 den bageste. På aksel 2 i venstre side har vi et færdigskrabet leje i en overdel, der med indhuggede tal og bogstaver er mærket med ”V2”. Underdelen var mærket ”V2” med speedmarker. Disse 2 halvdele skulle således passe sammen. Dog ville de ikke samles. Vi testede de andre under og overdele og konstaterede, at de andre par passede sammen – på nær ”H1”. Det var således nærliggende at prøve at samle overdel V2 med underdel H1. Og inden vi prøvede kom Martin til undsætning og med sit falkeblik kunne konstatere, at underdelen markeret med V2 havde indhugget bogstav H og tallet 1. Vi byttede rundt og vupti – det hele passede sammen efter noget tids undren og tænken.
Vi nåede at montere 2 akselkasser med lejer, smørebakker, smørepuder med nye fjedre samt nye støvplader, der begge blev fremstillet mellem jul og nytår. Status er nu, at
– aksel 1 er klar til montering under rammen,
– aksel 2 har monteret venstre lejekasse men mangler at få monteret højre side efter færdigskrabning af lejet
– aksel 3 mangler at få færdigskrabet højre leje, som er det nystøbte. Venstre leje er færdigskrabet men vi mangler stadig at få leveret underkassen til det leje.
– aksel 4 er stadig i Aalborg. Bearbejdning af lejerne afventer akslens hjemkomst.
Og som rosinen i pølseenden lovede Thomas at undersøge muligheden for fremstilling af enkelte dele som koblingstap samt bremsestang.
Forrige
Opdatering 07-01-2023
Nyere