Opdateringer

Opdatering 16-04-2022

Kære H783-venner
 
Så var der solskin i Gedser i dag og temperaturen nærmer sig det tålelige.
 
3 frivillige indfandt sig til arbejdsdag i dag, hvis indhold ligner noget, i har hørt før.
 
Vi fortsatte med at sandblæse bremsestænger for lokomotiv og tender. Vores sandsblæsekabine er kommet op at køre og den gør arbejdet en del lettere. Dagens høst på ialt 8 bremsestænger i grundet tilstand fremgår af fotoet i opslaget. Vi har nu afrenset alle lokomotivets bremsestænger og er i gang med tenderens. Nå de resterende 6 stænger er grundet, mangler der således “kun” 8 bremsehængere til lokomotivet, 8 til tenderen og 4 bremsetraverser til hver ramme. Hvis vi opper os lidt, så er alle bremsedelene afrenset og grundet i løbet af de næste 2-3 arbejdsdage. Det tager en del tid, men det gør grundigt arbejde. Vi håber, at de flade bremsehængere og -traverser er lidt nemmere at sandblæse.
 
Alle tenderens 8 overlejekasser og forhåndenværende 6 underlejekasser er blevet afrenset og således klar til processen med at få tilpasset og støbt lejer, så disse passer til akslernes søler. Desværre nåede jeg ikke at tage foto af disse – nu rene – støbejernskasser.
Og da tenderundervognen også skal affjedres, så blev samtlige 8 bladfjedre ligeledes afrenset, hvorefter de blev lagt i oliebad, hvilket skulle sikre en god konservering og forhindre at de kommer til at knirke i driften.
 
I den forgangne uge har vi indkøbt 30 kg. Frederik VIII metal, som også går under navnet hvidmetal. Det skal bruges til at støbe de lejer, der enten mangler eller grundet slitage skal støbes om. Desuden er der også indkøbt 150m smergellærred, varmebestandig silikone samt tætningstråd. Det gør ondt på foreningens kasserer (mig), i løbet af en uge at bruge i nærheden af kr. 15.000,- men pengene er jo netop kommet ind så maskinen kan laves. Igen tak for jeres donationer, der muliggør at vi nu for alvor skal se at få hjulene under rammerne.
 
Apropos hjul, så har der været en konstruktiv kontakt til folkene i Aalborg, der skifter bandager på driv- og kobbelhjul samt den ene tenderaksel. Der mangler nu “kun” en aftale med det firma, der har værktøjet til at montere bandager og valse sprængringe. Og samme firma skal tilsidst godkende arbejdet. Firmaet har været med i processen i snart 2 år og ved godt, at hjulene meget gerne skulle til Gedser i løbet af meget få uger. Vi er fortrøstningsfulde…….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *