Opdateringer

Opdatering 13-06-2021

Kære H783-venner,
vi kunne ikke lade være – men har været i Gedser igen i dag. Vi havde jo stadig et hængeparti med tenderns forreste trækkasse – eller rettere sagt 3 støbejernsklodser, der styrer slingrepufferne op mod lokomotivet.
 
Og lad mig sige det med det samme: Vi blev heller ikke færdige i dag – men nåede så langt, at vi ikke kan undgå at blive færdige den 20.6. – som er næste arbejdsdag.
 
Vi havde ellers monteret begge støbejernsklodserne i venstre side – men opdagede så, at evolutfjederen, der får puffen til at fjedre, skal monteres INDEN den forreste klods monteres. Altså af igen og på igen – med den tid og eder og forbandelser, det fører med sig. Men på kom den og puffen med. Den 20.6. ved vi således, at den anden evolutfjeder absolut skal på, inden den sidste støbejernsklods monteres.
 
Peder svejste videre på løftebjælkerne, der langt om længe blev færdige i dag. Når vi er færdige med tendertrækkassen, kaster vi os over projekt ”løft lokomotivrammen”, så hjulene føler sig velkomne, når de vender ”hjem” til efteråret.
 
Og så kastede Ole og Peter sig over at motionere My1104, idet det den som en høne vogtede over vores tenders bageste koblingskrog. Den skulle op og monteres – og det blev den!
 
Vi kunne heller ikke lade være med at montere trækstangen mellem tender og lokomotiv. Den er lidt beskidt efter lang tids lagring, men vil blive renset af, når der laves afsluttende finish på tenderrammen.
Og tilsidst et lille kuriosum: Der er hugget følgende tal i trækstangen: 783 !!!!!
 
Planerne går i dag ud på 2 arbejdsdage mere, inden vi alle tager på sommerferie. På disse skal tenderrammens pladearbejde afsluttes og måske lokomotivrammen løftes i vejret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *