Opdateringer

Opdatering 05-05-2024

Kære H783-venner

Vejret i Gedser i dag lidt blandet: overskyet, byger, solskin, kun lidt vind og 13-14 graders varme.

Men endnu mere vigtigt var vejret i Aalborg: Det har været nogenlunde det samme.

Dagens store begivenhed var netop – som i måske allerede har set på Jonas’ opslag – at vores ven Toni var taget den lange vej i ”mesters” lastbil til Nordjylland for at afhente vores dele og nogle aksler til både lokomotiv og tender. Og for at det ikke skal være løgn skulle vores sæt kedelrør, der har været opbevaret hos DJK i Marslev, tages med til Sjælland. Af hensyn til overholdelse af køre-/hviletidsbestemmelser kom læsset i dag ”kun” til Slagelse, hvor vognmanden holder til. De rammer så Gedser ”i nær fremtid” – dvs. når det kan passe ind i diverse kalendre, der i forvejen er tæt pakket med Kristi Himmelfarts- og Pinseferier.
Jeg var lidt overrasket over, at Glenn ikke som aftalt ville sende de 2 færdige lokomotivaksler med i dag. Forklaringen er, at omkredsen på hjulene på alle 4 kobbel- og drivaksler skal være ens – og det kan så kontrolleres en ekstra gang, når de sidste 2 aksler også er færdige. Vi ”hygger” os så med den sidste tenderaksel og forløberen og får akslernes lejer til at passe. Forløberen skal jo som bekendt sidde på Krauss-Helmholtz-Boggien og denne skal også lige smukkeseres lidt og have tilpasset lejer. Der bliver rigeligt at tage fat på men vi skal da ikke lægge skjul på, at vi også imødeser lokomotivakslernes hjemkomst i løbet af sommeren.

I mellemtiden var vi ikke mindre end 5 gæve gutter i Gedser, der skabte plads til læsset. Vi har haft en del, vi kunne skille os ad med, ligesom ompakning af indholdet af nogle paller har givet den fornødne plads.

Og som rosinen i pølseenden svejste Peder videre på tenderkassens skvulpeplader og er nu nået knapt halvvejs. Også god fremdrift her.

Alt i alt en rigtig god dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *