Ikke-kategoriseret

Opdatering 16-03-2025

Kære H783-venner

Igen koldt, blæsende og overskyet i Gedser – men foråret MÅ da være på vej…….

Vi fortsatte hvor vi slap sidst og færdiggjorde højre vandpåfyldningshul. Begge hullers rammer er nu klar med nyt frisk jern. De venter nu på, at deres ”låg” på aksler bliver monteret igen, når vi har skiftet de vandrette plader, man går på ved siden af kulkassen.
Dette arbejde blev så påbegyndt i dag, efter vi lige havde fjernet de sidste 2 konsoller til akslerne, der muliggør åbning af vandpåfyldningslågene fra førerpladsen. Nu hvor vi har fået øvelsen i at fjerne dem med deres rustne bolte, går det rimelig tjept. Herefter var selve den rustne, gennemtærede plade tilgængelig for at blive skåret ud.

Vi var klar over, at det vinkeljern, der udgør overgangen mellem sidevæggen og toppladen over et stykke på 120cm var stærkt angrebet af rust og at der mellem dette og toppladen var sandwichrust, der får den vandrette del til at løfte sig. Vi har besluttet os at skære den vandrette del af vinkeljernet af og erstatte det med et stykke fladjern i længden af det angrebne stykke. Fladjern i rette tykkelse er på lager – men desværre 10mm for bredt. Altså måtte det også lige skæres til. Godt vi har indkøbt skæreskiver til den store vinkelsliber og med en opnåede øvelse blev skæreriet overstået med tilfredsstillende resultat.
Herefter kom turen så til toppladen, som vi har fået leveret i tilskårne mål efter vores bestilling. Af hensyn til transporten har vi valgt at halvere pladens længde, og vil så svejse dem sammen når de ligger på plads, Vi skar ud til den første plade og kom også lidt i vanskeligheder, idet snittet op ad kulkassen lå umiddelbart op ad denne. Men vi klarede det og begejstringen var stor, da vi i slutningen af arbejdsdagen kunne lægge den første plade på plads så den er klar til isvejsning næste gang. Her skal vi så skære ud til anden halvdel i venstre side, hvorefter vi mangler højre side.
Der er nok at tage fat på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *