Opdatering 23-02-2025
12. marts 2025
Kære H783-venner
Så er vinteren på pause og der var 7-8 grader i Gedser i dag. Stadig koldt – men det mærker man ikke, når der udføres til tider hårdt fysisk arbejde.
Sygdommen er overstået og vi havde indtil flere arbejdshold til forskellige opgaver i gang. Jeg har prøvet at tage en del fotos, men arbejdsopgavernes indhold før dem ikke særligt spændende. Men der er, hvad der er.
Peder blev færdig med at svejse den sidste skvulpeplade på plads. Nu mangler der blot nogle lapper til de indvendige lodrette afstivninger. Et arbejde som den rolige smed betegner som ”det er noget vi bare lige gør næste gang”. Godt med optimisme.
Jeg selv lagde ud med at grundmale vores beslag, der skal ende på det nye værktøjsskab til førerpladsen, som maskinsnedkeren snart går i gang med. Planen var at lade grunderen tørre i løbet af arbejdsdagen for så til allersidst at give dem det første lag sort maling. Desværre var de resterende 2 liter Esbjerg Maskinemalje blevet ødelagt, så vi må vente med den sorte maling til næste gang. Belært af erfaring køber vi ikke malingen i 5 liters dunke mere – nu må de små 0,75l dåser kunne gøre det.
Martin og Martin – et godt makkerpar – gik i gang med at fjerne betjeningsmekanismen til vandpåfyldningsklappen i højre side. Mekanismen skal af for at give os plads til at rekonstruere rammen om hullet – samme arbejde, som vi lavede i venstre side. Venstre side var på kort sigt noget lettere, fordi man i Roskilde tiden bare havde skåret det hele væk. På lang sigt er der meget mere arbejde i den side, færdig vi skal nyfremstille diverse beslag.
I højre side bevarer vi og det kom til at tage noget længere tid i dag. Der var 6 konsoller befæstiget med hhv 2 og 3 bolte, der skulle af. Og selvom vi havde besluttet os til at ”ofre” de gamle bolte ved at skære hovederne af dem, ville de ikke rigtigt give slip – i første omgang. Desværre var vores iltflaske tom (erstatning bestilles i morgen), så vi kunne ikke ty til varme. Men der er ikke noget, der ikke kan lade sig gøre med en vinkelsliber, koben, mukkert, dorne og råstyrke. Efter en del tid kom arrangementet af i en stand, så det kan genmonteres og således er der klar til at fjerne resterne af kanten omkring vanpåfyldningshullet i højre side, så det kan blive erstattet af nyt stål.
Som et lille kuriosum er der også taget et foto af den vandrette plade ved siden af kulkassen – den man går på. Der er nogle gennemtæringer ca mit på billedet, der gør at vi også bliver nødt til at skifte dækpladerne her. Nye tilskårne plader rammer Gedser i løbet af en uge eller to.
Fulde af gåpåmod glæder vi os til næste arbejdsdag.
Forrige
Opdatering 25-01-2025
Nyere