Opdateringer

Opdatering 11-08-2024

Kære H783-venner

Dejligt vejr i Gedser i dag – 21 grader, meget lidt vind og solskin. Lige vejr til en arbejdsdag. Og sikke en af slagsen!

Jeg har stor respekt også for Peder, der utrætteligt fortsætter projektet med at svejse nye skvulpeplader i vandkassen – og det på trods af ulideligt høje temperaturer derinde. Men der er lys forude: Han er i gang med sidste halvdel af den sidste. Herefter mangler der ”bare” at retablere nogle lodrette afstivninger over ca 20 cm hver – stålet hertil er også på lageret.

Og som om det ikke var nok at han klør på i remisen, så har han også taget den ene akselkasse med hjem for at prøve at tætne den revne, den desværre har og p.t. ikke ville kunne holde olien indenbords. Vi satser på Peder og Ole.

Apropos akselkasseunderdel – eller oliekasse: Vi har i tirsdags afgivet ordre hos Uldall jernstøberi i Vejen om at få støbt erstatning for den vi mangler. Vi har sparet en del penge ved at Jørgen har tegnet en 3D-tegning af den, som støberiet så kan printe en sandform efter. Vi var ellers klar for noget tid siden, da Dion fra støberiet spurgte til bogstaverne DSB og kronen på ydersiden af oliekassen. Dem ville vi kunne få næsten gratis med, hvis vi kunne præsentere en 3D-tegning af den også. Nu er det sådan, at kronen er meget svær at tegne – men når nøden er størst er det en glæde, at folkene i Nordsjællands Veteranklub kunne bistå med en sådan. 1000 tak til NSVK. Den blev så indarbejdet i Jørgens tegning og således vil vi stå med også den sidste oliekasse om 6 uger. Fantastisk – selvom denne udgift af et 5-cifret beløb ikke er sjovt.

Når kassen er færdigstøbt, skal der lige lidt efterbearbejdning til, som Thomas Hansen har lovet at tage sig af. Det gode ved oliekasserne er, at de kan eftermonteres nedefra, selvom akslen allerede sidder under tenderrammen – så det vil vi gøre til den tid.

Martin og Peter var også i Gedser i går og rangerede og fandt nogle deployere frem, som vi skal bruge til at same forløberarrangementet på. Og naturligvis begyndte Martin at skrabe det sidst tenderleje. Dette blev så færdigskrabet i dag. Et sidste foto blev sendt til Jørgen, der godkendte med enkelte bemærkninger, der alle blev udført.

Herefter var det en ren fornøjelse at samle lejehus og oliekasse indeholdende smørebakke, smørepude samt en af de nyfremstillede fjedre, der skal presse smørepuden op mod sølen og smøre den. Og naturligvis blev hele akselkassen også grundmalet. Den sorte farve kan vi også påføre efter montering af akslen under tenderrammen, hvilket er aftalt til søndag den 18.8. kl. 11 og fremefter.

Mens bl.a. tenderakslen var i Aalborg for at blive forsynet med 2 nye bandager var Jonas Schmidt Hansen så venlig at male både tenderakslen samt forløberakslen. Også her endnu engang 1000 tak for denne uvurderlige hjælp. Desværre havde vi ikke fortalt ham, at vi har valgt at male tenderakslernes bandager også. Disse er svære at holde pæne, da det kører indenfor rammepladerne. Med maling undgår vi rust på disse. Så grunding og maling af 2 bandager blev også klaret.

Indtil videre har vi så kun 1 yderligere aksel hjemme: Forløberakslen, der holdes på plads af den såkaldte Kraus-Helmholtz Boggie. Dette tungebrydende navn dækker over et arrangement, hvor forløberakslen via et sindrigt fjedrende arrangement er forbundet med forreste kobbelaksel. Vi har desværre ikke tegningerne over dette arrangement, men jeg har fundet beskrivelsen og tegning i ”Biblen” – Damplokomotivet og dets Betjening. Jeg vedhæfter tegning og beskrivelse til den interesserede læser.
Mens alle vores dele til Kraus-Helmholtz Boggien blev afrenset for 14 dage siden, skulle der i dag en let sandblæsning til. Men delene vejer hver isæt skønnet over 100kg så det var ikke sådan lige til at få dem udenfor. Det lykkes for Truckstellet (stort!!!) (del 3 på tegningen) og Fjederhuset (del 11) og begge dele blev herefter grundet. Den sorte farve får de først, når lejerne er skrabet. Et arbejde som jeg håber at Martin nærmest brænder efter at gå i gang med 🙂 .Svingbjælken (4) skal lige kranes op af graven næste gang og afventer sammen med det ”Støbte Stykke (7) på den sidste afrensning.

For at spare yderligere plads har vi planer om midlertidigt at flytte tenderkassen ovenpå tenderrammen, når de indvendige svejsearbejder er færdiggjort. Vi vil så til efterår og vinter svejse toppen i form af dækket samt rammerne omkring vandpåfyldningsklapperne samt klargøre kassen til foråret. Til den tid skal den løftes ned igen og sandblæses og males af Maler-Finn, der også stod for samme behandling af lokomotiv- og tenderramme.

Men den tid, den glæde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *