Opdateringer

Opdatering 27-07-2024

Kære H783-venner

Solskin, nærmest vindstille og 22 grader i Gedser i dag – det perfekte vejr til en ny arbejdsdag.

Lidt af arbejdet er fortsættelse og lidt er nyt. Og det er svært, at komme med spændende nye fotos af det.

Men fra en ende af: I en af støbejernsblokkene til Kraus-Helmholtz-Boggien, der holder forløberakslen på plads, var der knækket én enkelt pinbolt. Martin og Peter startede dagen med succes og fik stumpen ud. Den blev først boret igennem for at tage spændingen og stumpen fik så påsvejst en møtrik. Varmen fra svejsningen var nok med til at få den til at opgive ævred og den lod sig skrue ud. Dejligt.

Peter fortsatte sit projekt og kom næsten i mål: De gamle overhederrør har for længe siden udtjent deres værnepligt: De er tynde af rust og gennemtæret flere steder. I enderne af disse rør sidder der nogen bøjninger i den ene side og nogle jernklodser i den anden ende, hvor overhederrørene er svejst fast i nogle gennemgående huller. Disse klodsers specielle trapezformede profil gør, at de kan skydes ind i passende udfræsninger i dampsamlekassen og med bolte så udgør den tætte forbindelse der muliggør dampen at blive sendt igennem overhederrørene, der føres frem og tilbage igennem de store damprør. Vi har tidligere indkøbt et nyt sæt overhederrør, hvis ender dog lige skal udskiftes med den af Peter indvundne klodser. Resten af de gamle rør ryger til skrot, hvilket betyder indtægt til arbejdet.

Martin blev ret hurtigt færdigt med tenderaksel 4’s højre leje og fik endda ros af Jørgen: ”Det bliver ikke bedre”. Godt gået Martin. Martin mangler således kun det sidste leje, hvorefter tenderens 4. aksel som den sidste kan komme på sin plads. Vi flyttede herefter Martins skrabe-arbejdsplads til den anden side af spor 1, hvor ”slaget” med det sidste leje skal slås.

Som i måske husker, så består et komplet akselleje af selve overlejet, hvilket er dem Martin skraber og tilpasser. Under lejet og sølen sidder så en underkasse, der indeholder oliereserve samt en smørepude, der suger olie op og smører akslens søle. Som i husker, så mangler vi en oliekasse til tenderen. Vi er for noget tid sammen med et jernstøberi gået i gang med at få støbt en ny på baggrund af Jørgens 3D-tegning af samme. Vi var sådan set ved at sige ”sæt i gang” til støberiet, da de flinke mennesker efterlyste den krone og bogstaverne DSB, der sidder på ydersiden. De flinke folk i Nordsjællands Jernbaneklub havde en 3D tegning af kronen på lager og har stillet denne til rådighed. Når jernstøberiet kommer tilbage fra sommerferie vil de indarbejde kronen i den ellers færdige 3D-tegning og så skal der støbes. Vi er spændte………

Desværre er underkassen til tenderleje 4 i højre side flækket i bunden. Vi har opdaget, at en af lokomotivets underkasse også har en revne. Underkasserne har ikke rigtig noget, de skal holde sammen på – bortset fra de skal være tætte og holde på den dyrbare olie. Se vedhæftede foto af de to underkasser, hvor pilene viser hen på revnerne. Peder har kontakt til en ekspert på Lolland, der vil se på, hvorledes han kan få kasserne tæt. Begge kasserne afventer nu afhentning på tenderkassens kulbakke……

Da man altid kan bruge mere plads blev der så ryddet op i alle lokomotivakselkassedele, lokomotivfjedre samt Kraus-Helmholtz dele. Disse dele blev sat på paller i den rækkefølge, de skal bruges. Og ved at stille dem tæt sammen på paller kom vi til at spare gulvplads svarende til 6 paller. Det luner. Igen et arbejde, hvis varighed jeg var kommet til at undervurdere: Delene er godt nok tunge. Fjedrene blev lagt i paller med rammer og foret med tyk plastfolie. Sidstnævnte skal forhindre, at den olie vi hælder overfjedrene løber ud på gulvet.

Næste gang står den så på skrabning af allersidste tenderleje, mens jeg kommer til at afrense Kraus-Helmholtz-delene for rust samt grunde disse. Så er de klar til også at få skrabet lejer.

Den tid, den glæde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *