Opdateringer

Opdatering 16-06-2024

Kære H783-venner

Sommer i Gedser i dag i form af næsten vindstille, solskin og 20 grader.

Oprindeligt var planen at Peder, vores meget flittige smed, fortsatte med at svejse i tenderkassen. Det gjorde han også med meget flot udbytte: De 3 skvulpeplader er færdigsvejst og den sidste er halvvejs hæftet i. Hatten af for Peder med den flotte fremdrift. Når skvulpepladerne er isvejst, skal de bageste indvendige lodrette afstivninger ”bare lige” repareres for rust på de nederste 20 cm, ligesom alle skvulpeplader skal have påsvejst lodrette afstivninger. Herefter vil så det nye dæk kunne svejses i.

I Martins ferie-fravær var min plan, sammen med Peter at slæbe nogle hjemkomne lejehuse m.v. udenfor og afrense dem med hedvandsrenseren. Peter havde dog fået en opgave med at skifte nogle vejskilte ifm nogle overkørsler på banen. Vi aftalte at jeg hjalp med det, mod at han så hjalp mig efter frokost. Troljen blev pakket med skilte og værktøj og vi kom da helt ud i toldområdet, før koblingen igen opgav ævret. Tilbage med troljen og pakke alt habengutet ind i Peters bil. Desværre kom vi til at køre 2 gange frem og tilbage før end at skiltene med noget forsinkelse blev monteret.

Afrensning blev så desværre ikke til noget i dag. Til gengæld prøvede vi at finde ud af, hvordan vi i mangel af kraner på værkstedet kan løfte de meget tunge lokomotivlejekasser, når lejerne skal skrabes. Peder har en værksteds-”giraf” på lager, som han vil reparere og låne os i den tid det tager. Tiden vil vise, om løsningen kan bruges – vi håber.

En fin lille ting vi har fået til lokomotivet er en splinterny DSB-oliekande. Den skal vi ikke bruge endnu, så jeg har overtaget den til opbevaring på mit eget værksted til den skal i brug. Den er dælme flot – synes jeg.

Om 14 dage begynder afrensningen så, mens Peder svejser videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *