Opdateringer

Opdatering 17-06-2023

Kære H783-venner
 
Så kom sommeren også til Gedser – strålende solskin og 23 grader på en dag, hvor det regnede flere steder i landet.
 
Som allerede skrevet sidste gang, så er vi inde i en periode, hvor arbejdet med lejetilpasning, fremfinding af splitbolte samt lave en liste over manglende splitbolte med skiver er lidt kedeligt og meget svært at foto-dokumentere.
 
Ikke desto mindre gik dagens arbejde ud på det, som i har hørt om tidligere. Martin fortsatte med ”lejET”. Ekspertisen har dog udtalt, at det nystøbte leje er udført i et hårdere materiale end de gamle – nemlig Frederik VIII. Der skal således lægges flere kræfter i tilpasningen og vi skal overvinde os selv til at skrabe hårdere. Lejet er stadig ikke klart, men nærmer sig stadig pasformen. Vi prøver igen næste gang – godt opfordret af Jørgens udtalelser om, at vi ikke skal holde os tilbage.
 
Hvor jeg sidste gang fandt splitbolte frem til tenderens bremsetøj, rensede de passende af, monterede dem på de relevante bremsedele og fremstillede en bestillingsliste på de manglende, så var samme tur kommet til lokomotivets bremsetøj. Hvor vi manglede 9 splitbolte og 11 skiver til tenderen, så mangler vi 20 splitbolte og 18 skiver til lokomotivet. Alle 29 manglende splitbolte og skiver er skrevet op på en liste med mål og sendt til Thomas, der i morgen har lovet at dreje dem på en drejebænk, han har til rådighed. Næste arbejdsdag skulle også disse bolte midlertidigt monteres de relevante steder, så bremstøjerne er lige til at kaste på, når hjulene er under deres respektive rammer.
 
Som bekendt mangler vi en underkasse (eller oliekasse) til en af akslerne på tenderen. Vi kan simpelt hen ikke skaffe en sådan til en 4-akslet tender. Thomas har således taget kontakt til et jernstøberi, der har lovet at støbe et nyt eksemplar. Fremstilling af nødvendig sandform samt støbning koster kr. 17.000. Og en nødvendig 3D tegning yderligere kr. 12.500,00. Sidstnævnte beløb kan vi heldigvis spare, da Jørgen efter Odin-projektet har stor erfaring i 3D-tegning og allerede er stort set færdig med dette. Et statisk billede af tegningen lægges op her.
 
Det er lidt ærgerligt at skulle af med uforudsete kr. 17.000 til en ny olieksse, men vi er lykkelig over at have fundet en virksomhed, der kan og vil fremstille den.
 
Og: SKULLE der være nogen af jer, der økonomisk vil understøtte dette delprojekt, så kan et bidrag sendes enten
– til vores konto regnr. 9570 konto 12707576. eller
– med skattefradrag at indbetale til regnr. 1551 konto 6396879 Dansk Jernbane-Klub. HUSK i tekstfeltet at skrive H783 samt jeres Cpr-nr. af hensyn til indberetning af skattefradraget til skattevæsenet.
 
Det går fortsat fremad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *