Opdatering 16-10-2022
17. oktober 2022
Kære H783-venner
Arbejdsdag i går i Gedser – vi kan mærke, at det ikke er sommer længere og den faldende temperatur gør, at malerarbejdet med tilhørende tørretider ikke er så nemt mere.
Ikke desto mindre havde vi jo et hængeparti fra sidst: De grundede smådele til tenderens fjederophæng samt koblingen blev malet sort. Koblingen blev ophængt på sin endelige plads og kan således males over det hele og tørre til næste gang, hvorefter den vil blive sat i den dertil indrettede krog. Småstumperne blev som det første malet på den ene side, der så kunne tørre, indtil vi vendte dem i slutningen af arbejdsdagen for at male den anden side. Næste gang vil de så blive lagt i en bunke, så de er klar til montering, når akslerne med akselkasser monteres.
Ellers havde Martin K. de færdige splitbolte med tilhørende skiver med fra TEC Ballerup (teknisk skole). De er af en fortræffelig kvalitet og vi benyttede da også lejligheden til at bruge dem til at montere fjederstavene på deres endelige pladser. Det lyder umiddelbart til at være et nemt arbejde, men ligesom den ene tilbageværende originale splitbolts skive måtte der for enkeltes vedkommende lige justeres lidt, så splitten kunne komme i. Det gøres ved at skære en slids af en bestemt dybde i skiven. Herefter kunne vi tage de ønskede 8mm splitter på vores tidligere indkøbte lager og montere dem. Men der gik lidt nusseri i arbejdet, fordi vi gerne ville have splitterne i en ”elegant” længde – de måtte afkortes. Ikke noget videnskabeligt, men ting tager tid.
Vi har nu kun et hængeparti med 3 fjederstave: Én er udlånt til NEXT (en anden teknisk skole), som frivillig Henning Oettinger har fået til at producere de 32 møtrikker i m40 rundegevind, der skal sidde i toppen af fjederstavene. Vi håber, at disse møtrikker er i Gedser ved månedens udgang. De 2 sidste fjederstave valgte vi ikke at montere endnu. Grunden er, at de bøsninger på rammen, som splitbolten skal igennem, indeholder et smørehul, der gerne skulle sidde udfor et tilsvarende hul i holderen i rammen. Hullerne muliggør så, at der ved opsmøring af maskinen kommer olie helt ned til splitbolten. Vi regner med, at Peder på næste arbejdsdag uddriver bøsningerne og fixerer dem korrekt, næste gang der er arbejdsdag.
Ellers fortsatte Martin K. med at demontere fjederstavene på maskinen, afrense bøsninger og tappe for sand for herefter at smøre og genmontere delene. Det forudsætter uddrivning af gamle sikringstråde, der tildels sidder ”godt fast”. Martin nåde næsten hele vejen rundt og bliver færdig med dette nødvendige arbejde næste gang.
Som i kan læse: Der kan sættes hak ved flere og flere delprojekter og hængepartier: Vi er på vej
Forrige
Opdatering 09-10-2022
Nyere