Opdatering 31-07-2022
Kære H783-venner
Denne weekend har der været hele 2 arbejdsdage – dette fordi vi frivillige ikke kunne samme dag alle sammen. God man kan dele sig op.
Men allerførst til ugens glade nyhed: Som i ved har vi brugt en hel del tid, sand, grunder og lak til at afrense, grunde og male begge undervognes bremse- og affjedringsdele. For 14 dage siden slap sandblæsningssandet op og vi “klagede vores nød” til Stark i Roskilde. Glæden var større end stor da Rasmus fra Stark indvilgede i at sponsere et læs sandblæsningssand mere – denne gang på hele 5 tons. Og ovenikøbet stod Stark også for levering på troljebakken.
Vi vil gerne her sige en ekstra STOR tak til Stark for dette flotte sponsorat, der muliggør videre afrensning af alle de dele, der står for tur.
Vi er nået langt med første læs sand fra Stark. Og de 5 liter lak og 5 liter grunder til i alt kr. 900,-, vi har kunnet købe for jeres penge har også rækt langt. Skulle i ønske at støtte vores projekt så står støttemulighederne opført øverst på denne væg. Vi skal til at investere i mere maling, smergellærred m.v.
I går var Jonas mødt op og sørgede for at male de næstsidste bremsedele med sort lak. Det var dejligt at møde op i dag og kunne vende disse dele på hovedet og give dem den sidste gang sort lak.
Ellers var det planen, at Jonas og Peter ville krane det modtagne sand i en grav, så det kan opbevares tørt og godt. Desværre betød problemer med drejeskiven, at vi ikke kunne komme til troljekranen, så kranarbejdet udestår til næste gang. I mellemtiden er sandet i “sikkerhed” i spor 2 på troljebakken.
Sidste gang valgte vi ikke at sandblæse de sidste bremsedele: Lokomotivets bremsehængere. Dette, fordi nogle af bøsningerne havde forskubbet sig og smørehullerne derfor ikke længere kunne bruges. Peder var dagens mand og bankede de berørte bøsninger ud – og sørme om ikke han bankede dem ind igen, så de nu sidder rigtigt. Sidst på dagen blev disse sidste dele så sandblæst og grundet. Sort maling udestår næste gang.
Martin og jeg fik et kursus af Jørgen i, hvordan man skraber lejer. Det er vigtigt, at lejet ligger pænt plant an mod sin søle på akslen. I processen smører man sølen ind i mærkefarve, hvorefter man løfter lejet i sit lejehus op på sølen og vrider lejet sidelæns for at mærke, om det bærer pænt – ligesom man efterligner en rullebevægelse af lejet på sølen. Herefter vender man lejet rundt og ser, hvor mærkefarven har afsat mærker. Det er her, der er kontakt mellem sølen og lejet. Med en specielt fremstillet skraber skal disse punkter så skrabes væk med let hånd, så der ved næste af utallige forsøg kommer flere “bærepunkter” frem, indtil hele lejets øverste 120 grader er fyldt med disse prikker.
Jeg har lagt et foto op af et leje, der er blevet skrabet mindst 15 gange. Resultatet er absolut ikke tilfredsstillende, så vi må på den igen næst gang. Forhåbentligt under Jørgens kyndige vejledning, så vi når i mål med dagens 2 lejer. Morten har også gang i et leje, og når vi bliver færdige med disse, mangler der “kun” 5 stk. – til tenderen!!! Mere effektivitet og kunnen imødeses……..
Skulle der være nogen “eksperter” iblandt jer der skulle have lyst til at give et nap med med lejeskrabningen skal i være mere end yderst velkommen……..
Dagens sidste opgave bestod i at skubbe tenderkassen på sine deployere ind i spor 2. Vores driftsbestyrer Peter har fået lov til at vi bruger spor 2 til renovering af kassen, der går i gang snarest.
Dagens opdatering blev igen lang – der har også været noget at berette. Desværre blev det ikke til mange fotos i dag – teknikken drillede ved overførslen fra telefonen til PC’en.